Melodi: Jeg plukker fløjlsgræs
Med store undrende øjne går jeg
Hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld står jeg
og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen?
Hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte, at netop svalen
sku’ være svale og gøgen gøg?
Hvad er det dog for en slags reflekser,
der kalder pindsvin og tudser frem?
Og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alls steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets store mysterium.
Men ingen svarer fra skjulte egne
og gi’r os grundig og god besked,
så jeg må må svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved.
Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evig stor.
Jeg tror, han danser i al tings hjerte,
jeg tror, han hviler i al tings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs – dog altings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsortfløjt og i hundeglam.
Og hvis I lytter til tudsens kvækken,
og lammets brægen, så er det ham.
Han er i regn, og hvor støv må tørste.
I vandets rislen, i træets saft.
I al det mindste, i al det største:
Den mindste enhed, den største kraft.
Hør, blæsten synger en sang – o’ venner,
se træet blomstrer på barnets bud.
Jeg tror, der lever et barn som kender
den kraft, som aldrig kan drives ud.