Digt i anledning af vores sølvbryllup d 24-11-2004
Kære Bente en tale sku du ha, og den så lang som gæsterne ku ta´
Men det er vel tilladt at fortryde, i stedet et rim jeg kan tilbyde.
Hvad man med søde ord ka´sige, skal man på en dag som denne ej fortie.
Da vi mødes, var det kærlighed ved første beostær, den lød som der var en hær.
25 år er nu gået, meget har vi nået.
Huse bygges, vi fik børn det lykkes.
Af metrielle ting, vi mangler ik´ en pind.
Jeg ka´bli´temmelig sur, så bare du går en tur,
for du ved at i mine tanker, har din kærlighed et anker.
Når det så bliver sommer, og ferien kommer,
vi på camping i syden drager, se bjergene, hvor højt de rager.
Hvad er der på den anden side, vi må det vide.
Italien er så skøn, har du du hørt min bøn?
Tuneller bores, broer bygges, vi må der ned, det skal lykkes.
Men verden er á lave, den er ej en gave.
Tårne falder. jeg på dig kalder.
Moderne verden du i skår, men vores kærlighed den består.
er vi mon fra en verden af i går?
Jeg har ikke til dig friet, det du heller aldrig har fortiet.
Jeg ringede til dig og spurgte,om giftes turdé,
du svarede ” joo deet” ka´ vi godt, og så var det jo hot.
Du i kirken ville ha os viet, men det har jeg nu aldrig giet.
For i mit univers er der ingen gud eller fanden, kun den kærlighed som vi gir´ hinanden.
Tjener vil du en rose bringe, pas nu på, ellers for dine øre det vil ringe.
nu blir´det svært, men jeg har dig jo kært,
Bente jeg elsker dig min skat. å nu går det alligevel gladt.
Som sagt har aldrig til dig friet, trods efter det du har altid higet.
Så det jeg nu vil gøre, bliv siddende, jeg vil blodt dig røre.
Kære Bente vil du ha´ mig i resten af vores dage, så bliver børnene og jeg så glade.