Eventyr til og om Frederikke og Josephine

Print Friendly, PDF & Email

Kære Frederikke og Josephine.

Nu skal jeg fortælle jer et eventyr. Det handler om to prinsesser der blev født i et lille kongerige, langt oppe i det høje nord i HC Andersens eget land.

Eventyret tager sin begyndelse en varm sommerdag den 2. juni 1992, hvor hele kongeriget skulle stemme om de ville med i en stor europæisk union af kongeriger eller nej. De fleste borgere sagde nej hertil, de ville ikke dele den lille havfrue og kongerigets mønter med andre.

På denne skønne sommerdag skete der også det at to prinsesser kom til verden i en lille forstad nord for selve kongens by og en lykkelig far blev far til fire. Biograffilmenes fiktion var blevet til virkelighed. Den ene prinsesse fik navnet Frederikke thi hun var et kvarters tid ældre end den yngste prinsesse, som fik navnet Josephine, og det endda med ”ph”.

Det skulle vise sig at langt hovedparten af prinsessernes opvækst og baggrund kom til at foregå med hinanden og sammen. Prinsesserne blev naturligt nok hinandens bedste veninder og var næsten altid sammen, også om natten, hvor de ofte sov i den samme seng.

Med til eventyret hører, at scanner-maskinerne på kongerigets hospitaler ikke var så gode på den tid hvor prinsesserne næsten 14 år tidligere var på vej til at skulle opleve den rigtige verden udenfor deres mors mave. Så derfor var det var jo ikke sådan, at prinsessernes mor og far gennem hele graviditeten havde været klar over, at der var mere en guldklump på vej. I den første lange tid havde de stakkels forældre faktisk slet ingen mistanke om det.

Thi det bedste bevis herfor var at forældrene en dag – lige inden moren skulle scannes på hospitalet – benyttede lejligheden til at være ude at se på et køretøj til moren. For hun skulle selvfølgelig være mobil, når nu der var en lille ny på vej. Forældrene havde næsten købt en lille automobil, indtil de samme dag på hospitalet fik den glædelige meddelelse om, at der faktisk var to guldklumper på vej.– Så kom der selvfølgelig andre boller på suppen og det blev til flere store 7 personers kareter i årene der fulgte.

Se det var jo sådan med prinsessernes far, at han helst ikke betalte for meget for noget, og altid var frisk på et godt tilbud. Så for sådan én som ham burde det jo være lykken at have ’slået to fluer med ét smæk’ og kunne ’få to for en´s pris’. Og det var det!!
Men rent økonomisk viste det sig jo at være knap så go’ en forretning for prinsessernes forældre. Og dog: godt nok var de nødt til at investere i større køretøjer end egentlig planlagt, – men til gengæld sparede de jo alt, hvad der hed fitness-udgifter, for de fik faktisk nogle ret gode armmuskler af altid at transportere de to yndige prinsesser rundt, – med en på hver arm.

Der var masse af sjove episoder med de 2 dejlige prinsesser, men også en alvorlig episode som i hvert fald prinsessernes far aldrig kunne glemme. Den handlede om den yngste af prinsesserne, Josephine, da hun var helt lille. Prinsesserne boede i et stort hus i parken til Bernstorffs Slot, hvor flere konger gennem tiden havde boet. En aften da moren og faren sad og spiste med alle deres 4 børn ude i køkkenet, sad den yngste prinsesse Josephine i sin højstol, da hun pludselig begyndte at rulle med øjnene og hun mistede bevidstheden.
Prinsessernes forældre vil aldrig glemme dette. De ringede efter en ambulance, og løb den i møde op til den store vej, med den yngste prinsesse i favnen. I nogle lange, lange minutter, som føltes som timer, troede prinsessens forældre at de skulle miste hende….
Prinsessens forældre havde selvfølgelig hørt om små børn, som kunne få feberkrampe og at det kunne virke meget voldsomt, men da de stod midt i det, og det kom som lyn fra en klar himmel, ja så var det svært for dem at bevare de rationelle følelser og tankegange. Men som det skal være i et rigtigt eventyr, så endte denne historie heldigvis godt.

Det der med to til en`s pris – eller happy hour, som man vist kunne fristes til at kalde det i forbindelse med de 2 prinsesser – blev jo også noget de 2 prinsesser lærte at holde meget af, selvom de ikke selv valgte at deres mor og far for mange år siden ikke skulle bo sammen længere. – I modsætning til så mange andre familier som også besluttede sig for at skilles, var prinsesserne dog så heldige at deres forældre valgte at bosætte sig – ikke kun i samme by med den 5 tårnede kirke – men også i samme kvarter kun få huse fra hinanden, og prinsesserne var selvfølgelig ikke blinde for goderne, som fulgte med: Samme veninder, samme skole, dobbelt så mange fødselsdagsgaver, dobbelt så mange julegaver, dobbelt så mange ferier osv. og ikke mindst de havde altid deres far og mor tæt ved dem uanset hvor de boede.

De to prinsesser, som jo var tvillinger, var som i et rigtigt eventyr født i Tvillingernes stjerntegn. Og det var egentlig ret tjekket, når man tænkte sådan lidt nærmere over det. For dem, som blev født i Tvillingernes tegn var kendetegnet af: evner for ord, kommu-nikation, tanker og nysgerrighed. Og det passede jo på mange måder på de 2 prinsesser: De var nemlig gode til mange ting også i skolen inklusive alt udi de kreative fag. Det kreative kunne man f.eks. se på deres fantastisk flotte tegninger, som nærmest var hele kunstværker. Og ja, så lå der skam en lille snedker gemt i Frederikke. En gang savede og hamrede hun inderligt og meget længe og ud af det kom blandt flere andre ting, en køkkenrulleholder og en kasse hvorpå hun havde indgraveret ”Fars øl”.

Og det med det kreative talent kunne så måske være prinsessernes undskyldning for at være nogle halvstore rodehoveder: Det hedder jo i bøgerne, at kreative og kunstnere ikke de bedste til at holde orden – og det viste sig at prinsesserne i en alder af næsten 14 år endnu havde til gode at forstå, at fx jakker ikke skulle smides på gulvet.
Og når man havde dette in mente, kunne det heller ikke overraske, at det sommetider var svært for prinsesserne at finde deres mobiltelefoner eller digitalkamera. Særligt svært var det for yngste prinsesse Josephine. Telefonen kunne man jo heldigvis ringe til – og det var jo bare et spørgsmål om tid, før man mærkede kameraet under fodsålerne, når man traskede hen over rodet på gulvet…

At prinsesserne heller ikke gik med ur og ofte kom for sent, måtte vist falde ind under deres stjernetegn, hvori det hed at den typiske Tvilling altid kom for sent, ikke fordi hun glemte tiden, men fordi et eller andet på vejen fangede hendes interesse og fik hende på vildspor. Dette var måske også begrundelsen for, at de 2 prinsesser glemte en halv elektronik-butik, med både walkie talkier og Mp 3 afspillere, under en skiferie for ikke længe siden i et alpeland langt væk fra kongeriget. Prinsessernes tanker var måske et andet sted eller også var det måske bare helt banalt det gamle ordsprog om at ”det der kommer let det går let” der gjorde sig gældende. Sagt med et glimt i øjet, men nok ikke helt ved siden af.

Nu var det sådan at prinsessernes far havde det indtryk, at prinsessernes lektier oftest blev lavet med venstre hånd, mens moderne tekniske bekvemmeligheder som fjernsyn o.l. kørte på fuld kraft, eller de nymodens computere blev passet med højre hånd (med så usømmelige ting som Sims spil og chat på Arto). Det var vist det, man med et moderne ord kaldte ”multi-tasking” – altså det med at kunne lave flere ting på en gang – og som det blev påstået at kun hunkøn kunne prale af at mestre.

Da prinsessernes far tilsyneladende var en ikke særlig social stenbuk, var det ikke fra ham at prinsesserne havde arvet de kreative og meget udadvendte sociale gener de havde. Prinsessernes far kunne i hvert fald ikke drømme om at stille sig op og danse, spille skuespil, synge i kor eller for den sags skyld solo, ligesom det ikke ville bekomme ham særligt vel, at oplæse et eventyr ved et større selskabeligt arrangement…. Men alt det deres far ikke kunne – kunne prinsesserne heldigvis da. Om det så var disco-dans, skuespil i Teaterbiksen, skole kor, Abba show, skolekomedie, optræden ved konfirmationer eller i Kor U, så elskede de det.
Faren blev tit spurgt hvordan det var at være far til sådan et par talentfulde tøser, hvortil han svarede på godt jysk: ”Lidt stolt er man vel altid.”

Selvom de 2 prinsesser var tvillinger, var de to selvstændige individer, som naturligvis skulle respekteres som sådan, og ikke måles op mod hinanden. Dette var prinsessernes mor og far altid meget bevidste om.
Allerede i børnehaven kom prinsesserne derfor på hver sin stue, og i skolen skulle de selvfølgelig gå i hver sin klasse, selvom det godt nok hed sig, at prinsessernes far og mor måtte købe sig et større køleskab for at få plads til de mange sedler om skolemøder, arrangementer, fødselsdagsinvitationer m.v. gennem årene.

Særligt prinsessens far vil nok sige at skole/hjem samtalerne gennem årene var trivielle og ensformige. Og hvorfor så det? Jo, ser I, 3 gange om året i 7 år blev prinsessernes forældre hidkaldt af skolen til møder om prinsessernes skolegang. Hver gang skulle prinsessernes forældre først den ene dag høre Frederikkes lærer fortælle dem om hvor dygtig Frederikke var i skolen og ved et nyt møde berammet til få dage efter kunne Josephines lærer så gentage seancen og fortælle prinsessernes forældre hvor dygtig Josephine var i skolen. Ved mere end 40 skole/hjem samtaler fik forældrene således at vide hvor gode prinsesserne var i stort set alle fag, at prinsesserne var et stort aktiv for deres klasser og at de var med til at lave et godt sammenhold. Se konklusionen herpå kunne kun være, at med de evner prinsesserne besad, skulle de nok blive til noget, og fordelen ved at have gode evner ville uden tvivl være at de næsten selv ville kunne bestemme hvad de ville beskæftige sig med, hvis de ellers ville forstå at bruge deres evner rigtigt fremover også.

Prinsessernes far kunne godt li´ traditioner. Han var i hvert fald optaget af én tradition, og det var den, at han gennem mange år elskede at rejse med de to prinsesser og alle deres hel- og halv-søskende. Og det var efterhånden ikke så få lande, de fik besøgt sammen. De havde snart været i de fleste lande i Vesteuropa og Nordafrika med, langt langt væk fra kongeriget.

Flere sagde i tidens løb til prinsessernes far, ”hvor må det være dyrt at rejse udenlands med alle børnene i både sommer- og vinterferier hvert år”. Men faren svarede blot: ”Det skal I vide, at rejserne udi den store verden med mine børn er årets højdepunkter for mig. For her har jeg dem tæt på hele dagen, til sjov på ski om vinteren og til sjov ved poolen og stranden om sommeren og vi er sammen til alle måltiderne”. Ja, det forholdt sig faktisk sådan at faren syntes at familien var sammen på en anden og tættere måde end i den travle hverdag hjemme i den 5 tårnede by, hvor der også var veninder, SMS beskeder, computere, fjernsyn og mange andre ting til at distrahere og trække i de 2 prinsesser. Faren syntes at disse ferier betød masser af nærvær og afslapning, så det store rejsebudget med børnene, som mange bekymret spurgte til, var altså en hel bevidst prioritering fra hans side.

Men også ferieafslapning hjemme i den skønne natur udenfor den 5 tårnede by, var noget der tiltalte de 2 prinsesser. Det var skønt at se, hvordan de arrangerede underholdning for dem selv og deres søskende, når de boede i sommerhuset på Røsnæs. Og de to prinsesser forstod virkelig at få noget ud af sommeren, eftersom de allerede omkring påske plejede at være i vandet første gang. Det var som om det engang imellem var rart for dem at slippe lidt for alt det multi-tasking og komme væk fra computerne, mobiltelefonerne og dårlige amerikanske serier i fjernsynet… Så kunne prinsesserne nemlig komme lidt tilbage til naturen og lege fårehyrder, flaske rådyrkid op, bygge tømmerflåder af strandingsgods og lave skattejagt og den slags. Og der var altid liv og glade dage, når de var i gang med at lege. Og hvad var nu det? Legede de? Javist gjorde de det, for selv om de var ved at være store piger, og var ved at træde ind i de voksnes rækker, så legede de altid lige godt uanset om det var med hinanden eller om det var med deres søskende Signe og Frederik. Prinsesserne kedede sig aldrig og de var gode igangsættere.

……..

Se det var jo lidt af et eventyr, og så var det endda et af dem der har fundet sted i det virkelige liv.

Frederikke og Josephine. Det er jo lidt banalt at hævde, at når blot éns børn har det godt, så er alting godt, men det fungerer faktisk sådan. I sidder der som to yndige prinsesser og har hele livet foran jer. Kigger vi i det lidt større perspektiv, vil der være masser af mål, I to allerede har nået og vil komme til at nå. Små og store hele livet igennem. Nogle af dem vil kræve lidt af jer – og andre meget. Hvis I får brug for min hjælp til at nå de mål, I hver især sætter jer, skal I selvfølgelig bare sige til. Men jeg er selvsagt sikker på, at I kan klare lige præcis det, I vil.

Og så må jeg ikke glemme at sige, at uanset, hvor voksne og selvstændige og dygtige I er og bliver, må I nok finde jer i altid at være mine prinsesser. Det bliver I aldrig for gamle til.

Jeg vil slutte af med en – syntes jeg – meget sigende astrologisk bedømmelse af jer: En tvilling kan charmere en fugl ud af sit træ og lære den fem nye sange. Men en Tvilling kan også alt for nemt komme til at overse sin egen lykkefugl, der vemodigt venter, år efter år, lige uden for vinduet. Tvillingen vælger de klare farver, gule, grønne og blå, sølv og gråt. Hun er let og skrøbelig som duften fra dalens lilje, når hun har indåndet den lovende friske vellugt fra de grønneste bregnespirer i den dybeste del af skoven. Men Merkurs påvirkning deler Tvillingen op i modstridende ønsker, indtil hun stopper op – og venter – og lytter – til sit eget hjerte.

Tillykke med jeres konfirmation Frederikke og Josephine!!!!

Se også

Louises konfirmation Begivenhed: konfirmation Først og fremmest vil jeg sige tak til alle jer, fordi I ville komme, og fejre min store dag sammen med mig. – det betyder
Tak til far og mor Melodi:  I en kælder sort som kul Takkesang Melodi: I en kælder sort som kul Nu er jeg blev’t konfirmert Vi har fyldt vor maver Mor og far
På konfirmationsdagen Melodi:  Sov dukke lise Vor pigelil hun er nu konfirmer’t, vi hende i midten her har, som hædersgæst mellem os nu placer’t, til fest vi for hende er
Lille Ib og de tre små b... Art: Teater Emne: Selskabslege opstil 6 stole, to og to med ryggen til hinanden. De medvirkende sætter sig på hver sin stol mod hinanden. Lille Ib får mest
marie’s takke sang Melodi:  Den lille frække Frederik nu er det jo lige miin tur til at sidde her ved bor jeg er blevet konfimer’t -tak til alle der kom her
Spekulationer over gaveva... Melodi:  Til pinse når skoven Hvad gir man en dame som nu er 70 som slet intet mangler og er tilfreds? En kondidragt, nej det er ikke sjovt
fra ham til hende Melodi:  Spurven sidder stum bag kvist mel: Spurven sidder stum bag kvist. Sanne-pige hør engang, dig vil i dag jeg prise, jeg for allerførste gang, begået har en
Pakkekalender Da jeg skulle holde mit svendegilde mit i januar, valgte jeg at lave indbydelsen som en pakkekalender. Indbydelsen blev klippet ud i 24 stykker og hvert stykke
Min Sang Melodi:  Jeg en gård mig bygge vil 1 . Alle samlet er i dag, mange tak det skal i ha´ jeg har skrevet, jeg har visket, her i
Trække snor Hæng snor med en lille gardinkrans eller lignende over en dør, luk døren med mændene på den ene side og kvinderne på den anden. Lad alle trække

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *