Adam og Evas dagbog

Print Friendly, PDF & Email

Art: Dagbog
Emne: Adam og Eva
I. DEL

Uddrag af Adams dagbog

Mandag. Dette nye væsen med langt hår er ikke så lidt i vejen. Det er allevegne og følger mig i hælene. Jeg kan ikke lide det; jeg er ikke vant til selskab. Jeg ville ønske, det ville holde sig til de andre dyr. . . Skyet vejr i dag, vinden østlig; tænker, at vi får regn. . Vi? Hvor fik jeg det ord fra? Nu husker jeg det – det nye væsen ruger det.

Tirsdag. Har udforsket det store vandfald. Det er det bedste på hele ejendommen, synes jeg. Det nye væsen kalder det Niagara Vandfaldet – hvorfor aner jeg virkelig ikke. Siger, at det ligner Niagara Vandfaldet. Det er ikke nogen forklarning, men ren og skær lunefuldhed og uvidenhed. Jeg selv får ikke en chance for at give nogen ting navn. Det nye væsen giver navn til alt, hvad der kommer i nærheden, før jeg kan få fremført en indvending. Og altid får man det samme påskud stukket ud: det ligner det og det. Tag nu for eksempel dronten. Siger, at bare man kigger på den, ser man med et halvt øje, at den >ligner en dronte<, Det navn bliver utvivlsomt hængende ved den. Jeg orker ikke at skændes om det, for det hjælper alligevel ikke. Dronte! Den ligner ikke en dronte mere end jeg gør. Onsdag. Byggede mig et læ mod regnen, men kunne ikke have det for mig selv i fred. Det nye væsen trænger sig på. Da jeg forsøgte at smide det ud, lod det vand pible ud af de huller, det ser med, og tørrede det væk med bagsiden af sine poter, og udstødte sådanne lyde, som de andre dyr plejer at frembringe, når de er i nød. Jeg ville ønske, det ville lade være med at tale; det taler altid. Det kunne måske lyde som en letkøbt stiklen ni det stakkels væsen, som bagvaskelse; men sådan mener jeg det ikke. Jeg har aldrig før hørt den menneskelige stemme, og enhver fly lyd, der trænger sig ind på denne højtideligt tyste, drømmeagtige ensomhed, krænker mit øre og lyder som en falsk tone. Og denne lyd er så nær ved mig, den er lige ved min skulder, tæt ved mit øre, først på min højre, så på min venstre side, og jeg er kun vænnet til lyde, der når mig fra nogen afstand. Fredag. Navngivningen fortsætter ganske uansvarligt på trods ni enhver anstrengelse fra min side. Jeg havde et udmærket navn til ejendommen, og det var melodisk og smukt: Paradisets Have. Privat fortsætter jeg med at kalde det sådan, men ikke længere offentligt. Det nye væsen siger, at det er bare skov og klipper og landskab og derfor uden enhver lighed med en have. Siger,' det ligner en park, og intet andet end en park. Følgelig har stedet - uden at jeg er blevet rådspurgt - fået navneforandring til Niagara Parken. Det forekommer mig lige egenrådigt nok. Og der er allerede sat et skilt op: GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES Mit liv er ikke så lykkeligt som før. Lørdag. Det nye væsen spiser for meget frugt. Efter al sandsynlighed vil vi løbe tør for frugt. >Vi< igen - det er dets ord; men også mit nu, efter at jeg har hørt det så ofte. Temmelig tåget til morgen. Jeg går ikke selv ud i tågen. Det nye væsen gør. Det går ud i al slags vejr og tramper- lige ind med mudder på fødderne. Og taler. Der var engang så dejligt stille her. Søndag. Klarede mig igennem. Denne dag bliver mere og mere af en prøvelse.! november sidste år blev dagen udpeget og fastsat som en hviledag. Jeg havde allerede seks pr. uge i forvejen. Fandt i morges det nye væsen i færd med at gå på æbleskud i det forbudte træ. Mandag. Det nye væsen siger, at dets navn er Eva. Det er all right, jeg har ingen indvendinger. Siger, det er til at kalde på det med, når jeg vil have det til at komme. Jeg sagde, at så var det en overflødig luksus. Det ord fik mig tydeligvis til at stige i dets anseelse; og det er virkelig et fyldigt og godt ord, der nok kan tåle gentagelse. Det siger, at det ikke er et >det<, det er en >hun<. Dette turde være tvivlsomt, men mig kommer det nu ud på eet; det ville være mig uden forskel, hvad hun var, hvis hun ville nøjes med at gå for sig selv og lade være med at tale. Tirsdag. Hun har overstrøet hele godset med afskyelige navne og frastødende skilte: DENNE VEJ TIL HVIRVELSTRØMMEN DENNE VEJ TIL GOAT ISLAND VINDENES GROTTE DENNE VEJ Hun siger, at parken kunne være et rigtigt pænt sommer udflugtssted, hvis der var noget publikum for den slags Sommer udflugtssted - endnu en af hendes opfindelser - bare ord, uden nogen mening. Hvad er et sommer udflugtssted? Men det er bedst at lade være med at spørge hende, hun nærer en vanvittig rædsel for forklaringer. Fredag. Hun har givet sig til at trygle mig om at holde op med at krydse vandfaldet. Hvad skade gør det? Siger, det far hende til at gyse. Gad vidst hvorfor; jeg har altid gjort det - jeg har altid holdt af plasket og køligheden. Jeg gik ud fra, at det var det, vandfaldet var beregnet til. Det er ikke til nogen nytte, så vidt jeg kan se, og der må have været et formål med at lave det. Hun siger, at dets eneste formål er den landskabelige skønhed - ligesom næsehornets og mastodontens. Jeg krydsede vandfaldet i en tønde - det stillede hende ikke tilfreds. Så i en pram - stadig ikke tilfredsstillende. Svømmede gennem hvirvlerne og den stride strøm nedenfor i en figenblads - badedragt. Den blev stærkt beskadiget. Resultatet: vidtløftige beklagelser over min ødselhed. Jeg føler mig alt for hæmmet her. Hvad jeg trænger til er luftforandring. Lørdag. Jeg undslap tirsdag aften og rejste i to døgn og byggede mig et ny læ på en afsidesliggende plet og slettede mine spor så godt det lod sig gøre; men hun opsporede mig ved hjælp af et vildt dyr, som hun har dresseret og kalder en ulv, og kom og udstødte de ynkelige lyde igen og lod vandet løbe fra de steder hun ser med. Jeg var tvunget til at vende tilbage sammen med hende, men udvandrer snart igen, når lejlighed byder sig. Hun får sin tid til at gå med mange tåbelige foretagender; bl. a. at efterforske, hvorfor de dyr, der hedder løver og tigre, lever af græs og blomster, skønt deres tænders form, efter hvad hun påstår, tyder på, at det var meningen, de skulle æde hinanden. Dette er det rene sludder, thi hvis de gjorde det, ville det være at dræbe hinanden, og det ville indføre det, der - efter hvad jeg forstår - hedder >døden<; og døden har, så vidt jeg har ladet mig fortælle, endnu ikke gjort sin entré i parken. Hvilket - i visse henseender - er en skam. Søndag. Klarede mig igennem. Mandag. Jeg tror, jeg forstår, hvad ugen er beregnet til, Den skal give os tid til at hvile ud ovenpå søndagenes bekymringer. Det forekommer mig at være en god idé. . . Hun har klatret i det træ igen. Fik hende ned med sten og jordklumper. Hun sagde, at der var ingen, der så det. Synes at anse det for en tilstrækkelig retfærdiggørelse for at løbe en hvilken som helst risiko. Det sagde jeg til hende. Ordet retfærdiggørelse kaldte på hendes beundring - og også misundelse. Tror jeg. Det er et godt ord. Tirsdag. Hun fortalte mig, at hun var lavet af et ribben fra min krop. Det er mildest talt tvivlsomt, om ikke mere. Jeg har ikke savnet noget ribben. . . Hun har store problemer med musvågen; siger, at den ikke bryder sig om græs; er bange for, at hun ikke kan få den rask; tror, at det var hensigten, at musvågen skulle leve af fordærvet kød. Musvågen må klare sig så godt den kan med, hvad der tilbyder sig. Vi kan ikke lave om på hele planen bare for at gøre musvågen tilpas. Lørdag. Hun faldt i dammen igår, medens hun sad og betragtede sig selv i den, hvad hun altid gør. Hun var lige ved at kvæles og sagde, at det var højst ubekvemt. Dette fik hende til at have ondt af de skabninger, der lever dernede, som hun kalder fisk, for hun fremturer med at hæfte navne på ting, som ikke har brug for dem, og som ikke kommer selv om man kalder på dem med deres navne. Hvilket er hende ganske uden forskel, hun er under alle omstændigheder et værre fæ. Men hun tog altså en masse af dem op og tog dem med indenfor i aftes og lagde dem i min seng for at de kunne holde varmen, men jeg har set til dem nu da i dagens løb, og jeg kan ikke se, at de er spor mere lykkelige dér end de var før, bare mere stille. Når det bliver nat, smider jeg dem udenfor. Jeg vil ikke sove sammen med dem igen, for jeg synes, at de er slimede og ubehagelige at ligge iblandt, når man ikke har noget på. Søndag. Klarede mig igennem. Tirsdag. Hun er begyndt at give sig af med en slange. De dyr er glade, for hun havde altid eksperimenter for med dem og generede dem; og jeg er også glad, for slangen taler, og det giver mig mulighed for en hvilepause. Fredag. Hun siger, at slangen råder hende til at prøve frugten fra det træ og siger, at resultatet vil være en stor og fin og ædel dannelse. Jeg fortalte hende, at det ville få et resultat til - det ville indføre døden i verden. Det var en misforståelse, det havde været bedre om jeg havde holdt den bemærkning for mig selv. Det gav hende bare en idé: hun kunne redde den hen sygnende musvåge og skaffe råt kød til de modfaldne løver og tigre. Jeg rådede hende til at holde sig fra det træ. Hun sagde nej. Jeg forudser ballade. Vil udvandre. Onsdag. De sidste døgn har været temmelig brogede. Jeg flygtede en aften og red hele natten så hurtigt, hesten kunne løbe, i det håb, at nå ud af parken og komme i sikkerhed i et andet land, før balladen begyndte; men det skulle ikke være. Solen havde måske været oppe en times tid, da jeg red over en blomstrende slette, hvor dyr i tusindvis græssede, sov eller legede med hinanden, som de nu havde lyst; men så brød de med 't ud i en sand storm af rædselsfuld brølen, og på et øjeblik var sletten som et oprørt hav, alle dyrene kastede sig blodtørstigt over hinanden. Jeg forstod, hvad det betød: Eva havde spist af frugten, og døden var kommet ind i verden. . . Tigrene åd min hest uden at kere sig det bitterste om, at jeg befalede dem at lade være, og de ville have ædt mig med, hvis jeg var blevet der - hvilket jeg ikke gjorde; jeg bortfjernede mig med største hast. Så fandt jeg stedet her uden for parken og havde det ganske behageligt et par dage, men hun har fundet frem til mig. Fundet mig og døbt stedet Tonawanda; siger det ligner! Faktisk gjorde det ikke noget, at hun kom, for det er skralt med føden her, og hun havde nogle at æblerne med sig. Jeg var tvunget til at spise dem, jeg var så sulten. Det var imod mine principper, men principper har efter min mening kun virkelig værdi for en person, som er mæt og velnæret. . . Hun kom indpakket i grene og bundter ar blade, og da jeg spurgte hende, hvad meningen var med det pjat og rev det at hende og smed det til side, fnisede hun og rødmede. Jeg har aldrig set nogen fnise og rødme før, og det forekom mig både uklædeligt og idiotisk. Hun sagde, at jeg snart selv skulle få at mærke, hvordan det var. Det passede. Så sulten som jeg var lagde jeg æblet fra mig uden at spise det op - og det var bestemt det bedste æble, jeg i mit liv havde set, den sene årstid taget i betragtning - og iklædte mig de grene og kviste, jeg netop havde spredt, mens jeg irettesætte hende temmelig skarpt og gav hende besked på at hente nogle flere i stedet for at stå og stille sig selv til skue på den måde. Det gjorde hun, og senere sneg vi os ned til det sted, hvor de vilde dyr havde kæmpet, og samiede nogle skind; og jeg lod hende rimpe mig noget sammen, som jeg kunne vise mig i ved offentlige lejligheder. Jeg indrømmer, at det er umageligt, men det er stilfuldt, og det er hovedsagen med tøj. . . Hun er ikke så lidt af en kammerat. Jeg indser, at jeg ville føle mig ensom og modløs uden hende, nu da ejendommen er gået tabt. Og desuden siger hun, at der er ordre til, at vi skal arbejde for føden fra nu af. Hun vil blive til god nytte. Jeg vil holde overopsyn. Ti dage senere. Hun anklager mig for at være skyld i vor ulykke! Hun siger, åbenbart i oprigtighed og god tro, at slangen forsikrede hende om, at den forbudte frugt ikke var æbler men vandmeloner. Så var jeg uskyldig, sagde jeg, for jeg havde ingen vandmeloner spist. Hun påstod så, at slangen betroede hende, at >vandmelon< på visse sprog bruges som et billedligt udtryk for en udslidt, vandet vittighed. Jeg blegnede ved disse ord, for jeg har lavet mange vittigheder for tidsfordriv i bekymrede stunder, og det er muligt, at et par af dem kunne karakteriseres sådan, skønt jeg på æresord troede, at de var nye, da jeg lavede dem. Hun spurgte mig, om jeg havde lavet 'n netop i katastrofe øjeblikket. Og jeg var tvunget til at vedgå, at jeg havde lavet én for mig selv, men bestemt ikke sagt den højt. Jeg kom ridende og tænkte på vandfaldet, og så sagde jeg ved mig selv: >Hvor er det fantastik at se disse uhyre vandmasser komme buldrende ned i dybet! ~ I samme øjeblik fødtes en lys idé i min hjerne, og jeg slap den fri med ordene: >Det ville være ikke så lidt mere fantastisk at se dem komme buldrende op af dybet!< - og jeg var netop i færd med at gå til af grin over det, da hele naturen pludselig brød ud i krig og drab, og jeg måtte fly for livet. >Jaså,< sagde hun triumferende, >dér har vi det netop; slangen omtalte præcis den vits og kaldte den for verdens første brander – eller altså >vandmelon< - og sagde, at den var jævnaldrende med skabningen selv. < Ak, fejlen er virkelig min! Gid jeg dog ikke var så vittig; havde jeg blot aldrig fået det strålende indfald! Året efter. Vi har døbt den Kain. Hun fangede den, mens jeg var oppe og røgte fælderne nord for de store søer; fangede den i storskoven et par kilometer fra vores jordhytte - eller måske 4 km, det er hun ikke sikker på. Den har visse ligheder med os, muligvis er vi beslægtede. Det mener hun, men efter mit skøn er det en vildfarelse. Forskellen i størrelse berettiger til den slutning, at det er en anden dyreart - en ny; måske en fisk . . . skønt, da jeg smed den i vandet for at finde ud af det, gik den til bunds, og hun plaskede ud og hentede den, før spørgsmålet havde fundet en empirisk afgørelse. Jeg tror stadig, det er en fisk, men hun er ligeglad med, hvad det er, og vil ikke lade mig låne den og anstille forsøg. Jeg fatter det ikke. Dette væsens tilsynekomst lader til at have ændret hele hendes indstilling, så hun har fået en urimelig aversion mod eksperimenter. Hun sætter den højere end noget andet dyr, uden at kunne forklare hvorfor. Hendes forstand er angrebet - alting peger i den retning. Undertiden bærer hun fisken omkring i sine arme den halve nat, når den beklager sig og vil ned i vandet. Ved sådanne lejligheder kommer vandet ud af de pletter i ansigtet, hun ser med, og hun klapper fisken på ryggen og siger bløde lyde for at berolige den og røber sorg og bekymring på tusinde måder. Jeg har aldrig set hende bære sig sådan ad med nogen andre fisk, og det foruroliger mig meget. Før vi måtte gå fra ejendommen, kunne hun bære rundt på de unge tigre på den måde, og lege med dem, men det var kun leg; hun tog aldrig sådan på veje med dem, hvis menuen ikke passede dem. Søndag. Hun arbejder ikke på søndage, men ligger helt udmattet et eller andet sted og morer sig med at lade fisken trimle omkring oven på hende. Og hun siger tossede lyde for at more den og lader som om hun spiser dens poter, hvilket får den til at le, Det er den første fisk jeg har set, som kan le, og det bringer mig i tvivl ... Jeg er selv kommet til at holde af søndagen. Man bliver godt træt af at gå og holde opsyn en hel uge. Der skulle være nogle flere søndage. I gamle dage var de skrappe, men nu kommer de mægtig tilpas. Onsdag. Det er ikke en fisk. Jeg kan ikke rigtig regne ud, hvad det er. Den laver sære, djævelske lyde, når den ikke er tilfreds, og siger >gyy-gyy< når den er. Den er ikke en af vore, for den kan ikke gå; det er ikke en fugl, for den kan ikke flyve; det er ikke en frø, for den hopper ikke; det er ikke en slange, for den kryber ikke, og jeg føler mig overbevist om, at det ikke er en fisk, selvom jeg ikke får nogen chancer for at finde ud af, om den kan svømme eller ej. Den ligger bare et eller andet sted, mest på ryggen med fødderne i vejret. Jeg har ikke set noget andet dyr gøre sådan. Jeg sagde, jeg anså den for et mysterium, men hun beundrede bare ordet uden at forstå det. Efter mit skøn er den enten et mysterium eller også en slags bille. Hvis den dør, vil jeg skille den ad og se, hvordan den er indrettet. Jeg har aldrig følt mig mere rådvild. Tre måneder senere. Rådvildheden tager til i stedet for at formindskes. Jeg får ikke megen søvn. Den er holdt op med at ligge stille og bevæger sig nu omkring på alle fire. Alligevel adskiller den sig fra de øvrige firbenede derved, at dens forben er usædvanligt korte, hvilket medfører, at størsteparten af dens krop stikker i vejret på en måde, som virker både upraktisk og frastødende. I mangt og meget er den bygget som vi, men dens måde at bevæge sig på viser, at den ikke tilhører vor an. De kone forben og lange bagben tyder På, at den er af kænguru slægten, men det er en udpræget variant type, eftersom den rigtige kænguru hopper, hvad denne derimod aldrig gør. Men det er en mærkværdig og interessant variant, som hidtil ikke har været bogført. Da det er mig, som har opdaget den, har jeg følt mig berettiget til at sikre mig æren for det ved at opkalde den efter mig, og jeg har givet den betegnelsen Kangaroorum Adamiensis ... Den må have været ung, da den kom, for den er vokset betragteligt siden da. Den må være fem gange sin daværende størrelse, og når den er misfornøjet, kan den frembringe en lyd, der er mellem 22 og 36 gange så kraftig som dens daværende stemme. Forsøg på tvang nedsætter ikke lydstyrken, men har den modsatte virkning. Det er grunden til, at jeg har afbrudt lydundersøgelserne. Hun formilder den ved overtalelsesforsøg og ved at tilbyde den ting, hun tidligere har fortalt mig, at hun ikke vil lade den få. Som tidligere bemærket var jeg ikke hjemme, da den dukkede op, og hun har fortalt, at hun fandt den i skoven. Det skulle være sært, om den var det eneste eksemplar, men sådan må det alligevel forholde sig, for i ugevis har jeg udsat mig selv for de værste strabadser for at finde én til, som jeg kunne indlemme i samlingen, og som denne her kunne lege med; det ville bestemt gøre den mere stille, og vi ville få lettere ved at tæmme den. Men jeg kan ikke finde så meget som sporet af én. Den må nu leve på jorden, for den er ganske ubehjælpsom; men hvordan kommer den af sted uden at efterlade sig spor? Jeg har sat fælder i massevis, men til ingen nytte. Alskens småkravl går i fælderne undtagen denne art; de andre gør det nærmest af nysgerrighed, gætter jeg på, for at se hvad mælken står der for. De drikker aldrig af den. Tre måneder senere, Kænguruen fortsætter ufortrødent med at vokse, og det er højst besynderligt og forvirrende. Jeg har aldrig set nogen være så længe om at blive færdig med at vokse. Den har fået pels på hovedet nu, det er ikke som kængurupels, men ligner til forveksling vores hår bortset fra, at det er langt blødere og finere og ikke son men rødt. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind over den lunefulde og plagsomme måde, dette uklassificerbare zoologiske misfoster har at udvikle sig på. Hvis jeg bare kunne få fingre i én til - men det er håbløst; det er en ny variant- type, kun fremstillet i ét eksemplar; det står fast. 3eg fangede imidlertid en rigtig kænguru og tog den med hjem, fordi jeg troede, at vores egen i sin ensomhed hellere ville holdes med selskab af den end at være helt uden slægtninge eller bare et eller andet dyr, som den kunne knytte sig til under disse fortvivlede omstændigheder blandt lutter fremmede, som ikke kender til dens vaner og behov, og som ikke ved, hvordan vi kan få den til at føle sig hjemme. Men det var et fejltrin - den blev overfaldet af så heftige krampeanfald ved synet af den anden, at jeg følte mig overbevist om, at den aldrig før havde set en kænguru. Det gør mig ondt for det lille støjende apparat, men jeg kan ikke gøre mere for den. Hvis jeg kunne få den dresseret, men det kan der ikke være tale om; den bliver mere og mere elendig, jo mere jeg prøver. Det skærer mig i hjertet at se sorg og lidenskab trække op i det lille ansigt. Jeg foreslog at slippe den løs i skovene igen, men det ville hun ikke høre tale om. Det ligner hende ikke at være så grusom. Men muligvis har hun ret, måske ville den føle sig mere ensom end nogensinde, for når jeg ikke kan finde andre af den slags, hvordan skulle den så selv.... Fem måneder senere. Det er ikke en kænguru. Nej, for den støtter sig til hendes finger og går således nogle skridt på bagbenene, før den falder ned på alle fire. Det er sandsynligvis en bjørneart; på den anden side har den jo ingen hale - endnu da - og ingen pels andre steder end på hovedet. Den er stadig ikke blevet træt af at vokse, hvilket er en besynderlig omstændighed, eftersom bjørne er udvoksede langt tidligere. Bjørne er farlige - siden katastrofedagen - og jeg vil ikke føle mig tryg ved at have denne her luntende omkring meget længere uden mundkurv på. Jeg har lovet at fange en kænguru til hende, hvis hun vil slippe denne her løs, men det hjalp ikke; hun er fast besluttet på at nedkalde alskens farer over os, lader det til. Sådan var hun ikke, før hun gik fra forstanden. Fjorten dage senere. Jeg har undersøgt munden på den. Der er ingen fare på færde endnu, den har kun 'n tand. Den har stadig ikke fået hale. Den støjer mere nu end nogensinde før - og fortrinsvis om natten. Jeg fortrak, men jeg vil nu og da gå derover til morgenmad og se, om den får flere tænder. Hvis den får gabet fuldt af tænder, må den ud, hale eller ej, for bjørne behøver ikke haler for at være farlige. Fire måneder senere. Jeg har været på jagt og fiskeri i en måned, oppe i det område, hun kalder Buffalo; jeg ved ikke hvorfor, det skulle da være fordi der ikke er nogen bøfler deroppe. I mellemtiden har bjørnen lært at stavre rundt bagbenene alene, og den siger >faar< og >moar<. Det være en ny art. Ligheden med rigtige ord kan selvfølgelig godt være fuldstændig tilfældig, uden formål eller betydning. Men selv i det tilfælde er det udover det sædvanlige, og noget ingen andre bjørne kan præstere. Denne efterligning af tale, sammenholdt med dens omtrentlige mangel på pels og komplette mangel på hale viser tilstrækkeligt tydeligt, at det er en ny slags bjørn. Det vil være umådelig interessant at følge den videre frem. Jeg vil i mellemtiden tage på en lang ekspedition op nordpå i skovene og undersøge hver kvadratmeter. Der må jo findes én til et eller andet sted, og denne her vil være knap så farlig, hvis den får selskab af nogen af sine egne. Jeg drager af sted med det samme, men først skal vi lige have givet denne her mundkurv på. Tre måneder senere. Turen har været lang, anstrengende - og resultatløs. Og i mellemtiden har hun siddet derhjemme uden at røre sig af flækken og fanget én til! Mage til held har jeg aldrig været ude for. Jeg kunne have strejfet om i skovene i hundrede år uden at støde på kræet. Dagen efter. Jeg har anstillet sammenligninger mellem den nye og den gamle, og det er tydeligt, at de er af samme familie. Jeg ville udstoppe en af dem til min samling, men det havde hun en eller anden fordom imod; så den idé har jeg opgivet, skønt jeg tror det er forkert af mig. Det ville være et uopretteligt tab for videnskaben, hvis de slap væk. Den ældste er mere tam end før, den kan le og snakke ligesom en papegøje, hvilket den uden tvivl har lært ved at være så meget sammen med papegøjen, og desuden i kraft af sine højt udviklede anlæg for efterligning. Det vil nu undre mig, hvis den viser sig at være en ny papegøjeart; skønt jeg snart burde være for klog til at undre mig, eftersom den har været igennem samtlige de dyrearter, den kunne finde på, siden den første tid, hvor den var fisk. Den nye er lige så grim, som den gamle var i begyndelsen. Den har samme farve -som af svovl og råt kød - og samme mærkværdige hoved uden pels på. Hun kalder den Abel. Ti år senere. Det er drenge. Det er længe siden vi fandt ud af det. Vi lod os forvirre af, at de kom i disse små og ufærdige udgaver; vi var ikke vant til det. Nu har vi også nogle piger. Abel er en flink dreng; men det havde været bedre for Kain, hvis han var blevet ved med at være bjørn. Efter så mange år indser jeg, at jeg tog fejl af Eva i begyndelsen; det er bedre at leve sammen med hende udenfor haven end inde i haven uden hende. I starten synes jeg, at hun snakkede for meget, men nu ville jeg være ked af det, hvis hendes stemmes strøm stilnede af og forsvandt ud af mit liv. Gudskelov for >vandmelonen<, som bragte os så tæt på hinanden og lærte mig at fatte hendes hjertes godhed og hendes væsens sødme! II. DEL Evas dagbog (Oversat fra originalen) Lørdag. Nu er jeg næsten et helt døgn gammel. Jeg kom til verden i går. Sådan forekommer det mig i hvert fald. Og sådan må det være, for hvis der var en dag før i går, så var jeg ikke tilstede, det ville jeg kunne huske. Det kan selvfølgelig være, der var en, men at jeg ikke lagde mærke til det. Nå, jeg vil have øjnene med mig fra nu af, og hyis der indtræffer nogen >dagen før i går<, vil jeg notere det ned. Jeg må hellere begynde korrekt, så der ikke bliver uorden i regnskabet, for jeg har et instinkt, som siger mig, at disse detaljer en skønne dag vil få betydning for historikerne. Jeg føler mig nemlig som et forsøg; fuldstændig som et forsøg. Man kan umuligt føle sig mere som et forsøg end jeg gør, og derfor bliver jeg mere og mere overbevist om, at det er hvad jeg er: et forsøg; simpelthen, hverken mere eller mindre. Men hvis jeg er et forsøg, er jeg så hele forsøget? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at resten hører med til forsøget. Jeg er forsøgets centrale del, men resten må have sin andel i det. Er min stilling sikret, eller skal jeg være på vagt for at holde den? Nok det sidste. Jeg bar en fornemmelse af, at uafbrudt årvågenhed er prisen for overlegenhed. (Det syne jeg var ganske godt udtrykt af én på min alder.) Det hele ser bedre ud idag end igår. I skyndingen med at få det hele færdigt i går, blev bjergene efterladt i en temmelig forreven tilstand, og nogle af sletterne var så overstrøet med skidt og ragelse, at synet var Uge ved at tage modet fra mig. Ædle og skønne kunstværker bør ikke lide under hastværk. Og denne nye, majestætiske verden er i sandhed et overmåde ædelt og skønt stykke arbejde, ja, virkelig fantastisk nær ved at være fuldendt, til trods for den korte tid. Der er lidt for mange stjerner på visse pletter og lidt for få på andre, men det kan sikkert snart bringes i orden. Månen gik løs i går og gled nedover himlen og faldt ud af billedet. Det var et stort tab, mit hjerte gør ondt, når jeg tænker på det. Intet andet af ornamenteringen og udsmykningen kan måle sig med den i skønhed og fuldkommenhed. Den skulle have været gjort bedre fast. Bare vi kan få den tilbage. Men der forlyder selvfølgelig ikke noget om, hvor den forsvandt hen. Og desuden ville enhver, som fandt den, gemme den væk. Det ved jeg, for det ville jeg nemlig selv gøre. Jeg tror nok, man kan stole på mig i alle andre spørgsmål, men jeg er allerede ved at være klar over, at sjælen og kernen i mit væsen er kærlighed til det skønne, lidenskabelig hang til det skønne, og at det ikke ville være tilrådeligt at betro mig en måne, uden at ejermanden vidste det. Jeg ville måske aflevere en måne, som jeg havde fundet ved højlys dag, fordi jeg ville være bange for, at nogen havde kigget. Men hvis jeg fandt én i mørke, er jeg vis på, at jeg ville finde på en eller anden undskyldning for at holde det for mig selv. For jeg holder virkelig sådan af måner. De er så nydelige og romantiske. Jeg ville ønske, vi havde fem eller seks, så ville jeg aldrig gå i seng; jeg ville aldrig blive træt af at ligge på mostæppet og stirre op mod dem. Stjerner er også gode. Bare jeg kunne få nogle til at sætte i håret. Men det får jeg nok aldrig. Man gør sig ingen forestilling om, hvor langt de er borte, for det ser de ikke ud til. Jeg prøvede at slå et par stykker løs med en stang, men den var for kort, hvad der forbløffede mig'. Så skød jeg til måls efter dem med sten, til jeg ikke kunne mere, men jeg ramte ikke én eneste gang. Det skyldes, at jeg er kejthåndet og kaster dårligt. Selvom jeg sigtede på en, jeg ikke var interesseret i, kunne jeg ikke ramme den anden, men jeg var meget tæt på nogle gange, for jeg så stenen som en sort plet på vej lige imod midten af stjerneklyngen mindst et halvt hundrede gange, lige på nippet til at ramme dem, og hvis jeg havde haft kræfter til at holde ud lidt længere, havde jeg måske fået én. Så græd jeg lidt, hvad der vist er naturligt for en på min alder, og da jeg havde hvilt mig, tog jeg en kurv og begav mig afsted mod et punkt ved kredsens yderste rand, hvor stjernerne var helt tæt ved jorden, så jeg kunne nå dem med de bare hænder, hvad der alligevel også ville være bedre, for så kunne jeg samle dem forsigtigt sammen uden at slå dem i stykker. Men der var længere, end jeg havde troet, og til sidst måtte jeg opgive det. Da var jeg så træt, at jeg ikke kunne slæbe fødderne 't skridt længere, og de var desuden sårede og gjorde meget ondt. Jeg kunne ikke vende om, for der var for langt, og det var ved at blive koldt. Men jeg fandt mig nogle tigre, som jeg puttede mig ind imellem, og så havde jeg det vidunderligt mageligt, og deres ånde var sød og duftende, fordi de lever af jordbær. Jeg havde aldrig før set en tiger, men jeg kendte dem med det samme på striberne. Hvis jeg kunne få fat i et ar de skind, kunne der 'blive en yndig pels ud af det. Jeg er ved at få mere forstand på afstande. Jeg var så ivrig efter at få fat i alt hvad jeg så af smukt, så jeg bars rakte letsindigt ud efter det, selvom det undertiden var al for langt borte, og undertiden bare seks tommer men virkede som om det var en hel fod borte. Og så var der torne imellem, av! Jeg fik en erfaring, og jeg lavede mig også en læresætning, helt ud af mit eget hoved, min allerførste: >Revet Forsøg skyer Tornene. Det synes jeg er mægtig god af en, der er så ung som jeg.
Jeg fulgte efter det andet forsøg i går eftermiddags – på afstand – for at se, hvad det var beregnet til. Men jeg kunne ikke regne det ud. Jeg tror, det er en mand. Jeg havde aldrig set en mand, men det lignede, og jeg er vis på, at det er en mand. Jeg kan mærke, at det vækker min nysgerrighed i højere grad end nogen af de andre krybdyr Hvis det da er et krybdyr, og det gætter jeg på; for det har tjavset hår og blå øjne og ligner et krybdyr. Det har ingen hofter, det går lige ned i en spids ligesom en gulerod. Når det står op, spreder det benene ligesom et boretårn. Derfor tror jeg, det er et krybdyr, selvom det selvfølgelig kan være et arkitektonisk fænomen.
I starten var jeg bange for det og tog flugten, hver gang det vendte sig om, fordi jeg troede, det ville løbe efter mig. Men lidt efter lidt’ gik det op for mig, at det bare prøvede på at slippe fra mig, og så var jeg jo ikke så frygtsom mere, men fulgte efter det i timevis, cirka tyve meter bagved det. Det blev det nervøst og elendigt af. Til sidst havde det ordentlig nerverne på højkant, så det klatrede op i et træ. Jeg ventede en rum tid, men opgav det så og gik hjem.
I dag gentog forestillingen sig. Jeg fik det op i træet på ny.

Søndag. Det sidder deroppe endnu. Det hviler sig åbenbart. Men det er nu at pjække, for søndagen er ikke hviledag, det er lørdagen afsat til. For mig at se er det væsen mere interesseret i at hvile sig end i noget andet. . . Jeg ville blive træt af at hvile mig så meget. Jeg gad nok vide, hvad det er beregnet til. Jeg ser det aldrig foretage sig noget.
De satte månen på plads igen i nat, hvor var jeg lykkelig! Det synes jeg var mægtig pænt af dem. Den gled ned og faldt ud igen, men jeg tabte ikke modet, det er der ingen grund til, når man har den slags naboer; de bringer den bestemt tilbage. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for at vise dem min påskønnelse. Hvis jeg bare kunne sende nogle stjerner om til dem, for vi har flere, end vi selv har brug for. End jeg har brug for, mener jeg, ikke svie, for jeg kan forstå, at krybdyret ikke interesserer sig for den slags. Dens smag lader meget tilbage at ønske, og dens opførsel med. Da jeg kom derhen i går aftes i solnedgangens skær, var den kravlet ned og sad og gjorde sit bedste for at fange de små spættede fisk, som leger i søen, og jeg måtte smide sten efter den for at jage den op i træet igen, så fiskene kunne få fred. Gad vidst, om det kan være dét, den er beregnet til? Har den intet hjerte? Føler den ingenting for de små væsener? Kan det tænkes, at den blev formgivet og fremstillet med et så brutalt formål? Den kunne godt se ud til det. En at stenene ramte den bag det ene øre, og det fik den til at bruge mund. Jeg fik et helt chok, for det var første gang, jeg hørte nogen tale – bortset fra mig selv altså. Jeg forstod ikke ordene, men de virkede udtryksfulde.
Da jeg mærkede, at den kunne tale, fattede jeg ny interesse for den, jeg elsker nemlig at tale. Hele dagen snakker jeg, og også i søvne, og jeg er meget interessant, men hvis jeg havde én at tale til, kunne jeg blive dobbelt så interessant, og jeg kunne blive ved i det uendelige, hvis det skulle være.
Hvis den øgle er en mand, er det jo ikke en >den<, vel? Det ville ikke være grammatisk korrekt, vel? Det ville vist nok være en >han<. Det tror jeg. I så fald skulle det bøjes sådan: nominativ han; dativ ham; genitiv hans. Ja, jeg vil betragte den som en mand og omtale den som han, indtil der viser sig at være noget andet. Det vil være lettere at have med at gøre end alle disse svævende begreber. Søndag næste uge. Hele ugen bar jeg holdt mig i hælene på ham og forsøgt at indlede et bekendtskab. Det var mig, der måtte sørge for underholdningen, for han var genert, men det slog mig ikke ud. Han så ud til at være glad ved at have mig i nærheden, og jeg brugte det indladende >vi< en hel del, for han så ud til at føle sig smigret over at blive indbefattet. Onsdag. Vi kommer faktisk helt godt ud at det nu, og lærer hinanden bedre og bedre at kende. Han forsøger ikke længere at undgå mig, det er et godt tegn, og han viser, at han er glad ved at have mig hos sig. Det glæder mig, og jeg gør mig umage for at gøre mig nyttig på alle mulige måder, så jeg kan stige i hans agtelse. I det sidste døgn har jeg f.eks. befriet ham for hele sliddet med at give tingene navne, og det har betydet en vældig aflastning for ham. Han har ingen anlæg for den slags og virker også meget taknemmelig. Han kan aldrig hitte på noget fornuftigt navn, men jeg lader som om jeg ikke har lagt mærke til dette bløde punkt. Så snart en ny skabning viser sig, giver jeg den et navn, før han kan nå at virke påfaldende ved sin kejtede tavshed. På den måde har jeg sparet ham for mange pinlige situationer. Jeg har ingen bløde punkter i den retning. I samme øjeblik jeg ser et dyr, ved jeg hvad det er. Jeg behøver ikke at tænke mig om ét sekund, det rigtige navn falder mig øjeblikkeligt ind, som om det var inspiration, hvad det utvivlsomt også er, for jeg ved, at jeg ikke kendte navnet to minutter tidligere. Det er, som om jeg kan se på formen og den måde, det teer sig på, hvad slags dyr det er. Da dronten kom vraltende, troede han, det var en vildkat - jeg kunne se det på hans blik. Men jeg reddede barn, og jeg var hensynsfuld nok til ikke at gøre det på en måde, der kunne såre hans stolthed. Jeg sagde bare med et fuldstændigt naturligt. udtryk af glad overraskelse, og som om jeg ikke drømte om at viderebringe oplysninger: >Nåda,< sagde jeg, >nåda, det må jeg sige, der har vi minsandten dronten! Jeg forklarede ham – uden at give det karakter af en forklaring – hvordan jeg kunne vide, at det var en dronte, og selvom han vistnok var en lille smule krænket over at jeg kendte dyret og han ikke, så var det ganske åbenlyst, at han beundrede mig. Det var vældig rart, og jeg sendte det mere end én taknemmelig tanke, før jeg lagde mig til at sove. Hvor skal der lidt til at gøre os lykkelige, når bare vi føler, vi har fortjent det!

Torsdag. Min første sorg. I går undgik han mig og så ud til at ønske, at jeg ville lade være at tale til ham. Jeg ville ikke tro det, men mente, at det måtte skyldes en misforståelse, for jeg elskede at være sammen med ham og elskede at høre ham tale, og hvordan kunne han så være uvenligt stemt overfor mig, når jeg ikke havde gjort nogen ting? Men langt om længe forstod jeg, at han mente det, og da gik jeg bort og satte mig i ensomheden på den plet, hvor jeg så ham den første morgen, da vi blev skabt, og jeg ikke vidste, hvad han var, og var ligeglad med ham. Men nu var det et sorgfuldt sted, hver lille ting talte til mig om ham, og jeg var meget syg i hjertet. Jeg kunne ikke sige rigtig sikken hvorfor, for det var en ny følelse. Jeg havde ikke været ude for den før, og det hele var en gåde, og jeg kunne ikke løse den.
Men da natten faldt på, kunne jeg ikke holde ensomheden ud, men gik hen til det nye læ sted, han har bygget sig, for at spørge, hvad galt jeg havde gjort, og hvordan jeg kunne gøre det godt igen og vinde hans venskab tilbage. Men han smed mig ud i regnen, og det var min første sorg.

Søndag. Nu er det godt igen, og jeg er lykkelig. Men de dage var tunge at bære, jeg vil helst ikke tænke på dem. Jeg prøvede at skaffe ham nogle af de æbler, men jeg lærer aldrig at kaste ordentligt. Jeg ramte ved siden af, men jeg tror, at den gode hensigt glædede ham. Æblerne er forbudte, og han siger, jeg kommer til skade; men så kommer jeg jo til skade i forsøget på at gøre ham en glæde, og hvad skade ville det gøre?

Mandag. I morges sagde jeg ham mit navn i det håb, at det ville interessere ham. Men han var ligeglad. Det er mærkværdigt. Hvis han fandt på at fortælle mig sit navn, ville jeg ikke være ligeglad. Jeg tror det ville klinge smukkere i mit øre end nogen anden lyd.
Han er meget fåmælt. Det skyldes måske, at han ikke er videre velbegavet, og er lidt ked af det og vil dække over det. Hvor er det synd, hvis han føler sådan, for begavelse betyder ingenting. Det er i hjertet, værdierne ligger gemt. Bare jeg kunne få ham til at forstå, at et godt og kærligt hjerte er en rigdom, og rigdom nok, og at uden det er intelligensen blot fattigdom.
Selvom han er så fåmælt, har han et ganske anseeligt ord forråd. Nu til morgen brugte han et overraskende godt ord. han opdagede tydeligvis selv, at det var et godt ord, for han brugte det to gange senere hen, ligesom tilfældigt. Han er ikke god til at spille komedie, men det viste da, at han sidder inde med et vist mål af opfattelsesevne. Det er en spire, som utvivlsomt kan bringes til blomstring, hvis der bliver hæget om den.
Hvor mon han fik det ord fra? Jeg synes da ikke, at jeg nogensinde har brugt det.
Nej, mit navn interesserede ham ikke. Jeg prøvede at min skuffelse, men det lykkedes vist ikke. Jeg gik bort og satte mig ved bredden med fødderne nede i vandet. Der går jeg hen, når jeg trænger til selskab, til nogen at

kigge på eller tale til. Den er ikke tilstrækkelig – den yndige, hvide skikkelse, der er malet på søen – men det er altid noget, og noget er bedre end den rene skære ensomhed. Den taler, når jeg taler; den er bedrøvet, når jeg er bedrøvet; den trøster mig med sin medfølelse og siger: >Tab ikke modet, stakkels venneløse pige, jeg vil være din ven.< Hun er mig også en god ven, ja min eneste ven. Hun er min søster. Da hun svigtede mig første gang, åh, jeg glemmer det aldrig - aldrig nogensinde! Mit hjerte frøs til is! Jeg sagde: >Hun var alt, hvad jeg havde, og nu er hun væk!< I min fortvivlelse sagde jeg: >Brist nu, hjerte. Jeg kan ikke udholde livet længere! < Og jeg gemte mit ansigt i mine hænder, og jeg var utrøstelig. Men da jeg tog hænderne væk lidt efter, var hun der igen, hvid og skinnende og skøn, og jeg kastede mig i hendes arme! Det var den fuldendte lykke. Jeg havde oplevet lykke før, men det var ikke sådan; dette var selvforglemmelse. Siden har jeg aldrig tvivlet på hende. Undertiden blev hun borte, måske én time, måske hele dagen, men jeg ventede og havde tillid til hende. Jeg sagde til mig selv: >Hun har travlt, eller hun er bortrejst, men hun kommer tilbage. < Og det passede: hun kom altid tilbage. Hun ville nødigt komme om natten, hvis det var mørkt, for hun var en frygtsom lille én, men hvis månen var oppe, kom hun. Jeg er ikke bange for mørket, men hun er også yngre end jeg; hun blev født efter mig. Jeg har aflagt mange, mange besøg hos hende; hun er min trøst og min tilfiugt, når livet går mig imod - og det gør det som regel. Tirsdag. Hele morgenen har jeg slidt med at forskønne ejendommen, og jeg holdt mig med vilje fra ham i det håb, at han ville føle sig ensom og komme. Det gjorde han ikke. Ved middagstid tog jeg fyraften og hvilede ud ved at flagre omkring sammen med bierne og sommerfuglene og dykke ned i blomsterne, disse vidunderlige skabninger som indfanger Guds smil fra himmelen og gemmer det hos sig. Jeg samlede nogle sammen og bandt ranker og guirlander, som jeg tog på til frokost - den bestod af æble; selvfølgelig. Så satte jeg mig i skyggen og ventede og længtes. Han kom ikke. Men pyt med det. Det ville ikke have hjulpet noget, han er nemlig ligeglad med blomster. Han kalder dem ragelse og kan ikke kende dem fra hinanden og tror, det er stort at have det på den måde. Han er ligeglad med mig, han er ligeglad med blomster, han er ligeglad med den malede himmel ved aftenstide - findes der mon noget, han ikke er ligeglad med, bortset fra at bygge skure, hvor ban kan gemme sig for den dejlige regn, og dunke på melonerne og tage smagsprøver af vindruerne og fingerere ved træernes frugter for at se, hvordan høsten bliver? Jeg lagde en tør pind på jorden og ville bore et hul i den med en anden pind for at udføre en plan, jeg havde, og så fik jeg mig en ordentlig skræk i livet. Et tyndt, gennemsigtigt blåligt slør steg op fra hullet, og jeg smed det hele fra mig og løb! Jeg troede, det var en ånd, og jeg blev så forskrækket! Men så så jeg mig tilbage og den fulgte ikke efter. Jeg lænede mig op ad en klippe og pustede ud og lod mine arme og ben ryste, indtil de faldt til ro af sig selv. Så kravlede jeg forsigtigt tilbage med øjne og ører åbne og parat til flugt ved den mindste anledning. Og da jeg kom tæt på, tittede jeg frem bag en rosenbusk (bare manden nu kom, tænkte jeg, for jeg så så nuttet ud), men ånden var væk. Jeg kravlede frem, og i hullet lå en lille smule lækkert lyserødt støv. Jeg stak fingeren ned i det for at mærke det og råbte av! og tog den til mig igen. Det gjorde grusom ondt. Jeg stak fingeren i munden, og ved at stå først på højre og på venstre fod og samtidig grynte lidt fik jeg snart dulmet smerten. Og så kom nysgerrigheden rigtig op i mig, og gav mig til at undersøge. Jeg ville gerne vide, hvad det lyserøde støv var for noget. Og pludselig faldt navnet mig ind, selvom jeg aldrig havde hørt det omtale før: det var ild! Jeg var så sikker i min sag, som det er menneskeligt muligt at være, så jeg døbte det ufortøvet sådan: ild. Jeg havde skabt noget, der ikke havde eksisteret før. Jeg havde føjet en ny ting til verdens talløse effekter, det gik nu op for mig, og jeg var stolt af min bedrift og lige ved at løbe hen og finde ham for at fortælle ham om den, for at han kunne få lidt mere respekt for mig - men så tænkte jeg mig om og lod være. Nej, han ville være ligeglad. Han ville spørge, til hvad nytte det var, og hvad skulle jeg svare på det? For hvis det ikke var til nogen nytte, men bare smukt, simpelthen smukt Derfor sukkede jeg bare og løb ikke derhen. For det var ikke nyttigt. Det kunne ikke bygge læ skure, ikke krydse melonsorter, ikke fremskynde frugtøsten. Det var nytteløst, narrestreger og forfængelighed; han ville foragte det og bruge sårende ord. Men jeg syntes ikke, det var foragteligt, jeg sagde: >0 ild, jeg elsker dig, du lækre lyserøde væsen, fordi du er smuk – og det er nok!’ og skulle lige til at knuge det ind til mig. Hvad jeg dog undlod. Så opfandt jeg lige på stedet ‘n læresætning til, selvom den nu lignede den første så meget, at jeg var bange for, at det kun var et plagiat: >Brændt forsøg skyr ilden.’
Jeg borede lidt mere, og da jeg havde lavet mig en god lille bunke ildstøv, hældte jeg det over i en håndfuld tørt, gult græs for at tage det med hjem og beholde det altid og lege med det. Men vinden ramte det og hvirvlede det i vejret, så det hvæsede ad mig på en nederdrægtig måde; jeg kastede det fra mig og løb. Da jeg så mig tilbage, den blå ånd sig op og strakte sig ud og bølgede afsted ligesom en sky, og i samme øjeblik kom jeg i tanker om navnet på den: røg! – skønt jeg på æresord aldrig før hørt om røg.
Snart slikkede strålende gule og røde tunger op inde i røgen, og jeg døbte dem med det samme flammer1 og det var rigtigt nok, selvom det var verdens aller – allerførste flammer. De klatrede op i træerne og flakkede pragtfuldt frem og tilbage mellem de tiltagende mængder af bølgende røg, og jeg kunne ikke lade være med at klappe i hænderne og le og danse af begejstring, så nyt og sært, så vidunderligt smukt var det!
Han kom rendende, stoppede op og gloede og mælede ikke et ord i mange minutter. Så spurgte han, hvad det var. Det var nu synd og skam, han ikke kunne lade være med at spørge så direkte. Jeg måtte jo svare på det, og det gjorde jeg. Jeg sagde, det var ild. Det kan godt være, at det ærgrede ham, at jeg vidste det, mens han måtte spørge, men det var i hvert fald ikke min fejl. Jeg nærede ikke noget ønske om at ærgre ham. Lidt efter spurgte han:
>Hvor kom den fra?
Igen et af disse direkte spørgsmål, og det fordrede jo et direkte svar:
> Jeg lavede den.< Ilden bevægede sig længere og længere bort, og han gik hen til kanten af den afbrændte plet og stod og kiggede ned, da han sagde: >Hvad er det?’
>Trækul.< Han samlede ét op for at undersøge det, men ombestemte sig hurtigt og lagde det fra sig. Så gik han. Ingenting interesserede den mand. Men jeg var interesseret. Der lå aske, grå og blød og lækker og dejlig - jeg vidste med det samme, hvad det var. Og dem kendte jeg også. Jeg fandt mine æbler og ragede dem ud, og det var jeg glad for, for jeg er meget ung, og min appetit fejler ikke noget. Men jeg blev skuffet, for de var alle sammen revnede og ødelagte. Troede jeg da, men det var ikke rigtigt. De smagte endnu bedre end de friske. Ilden er skøn, men en dag tror jeg også, at den bliver nyttig. Fredag. Jeg så et glimt af ham igen i mandags i tusmørket, men kun et glimt. Jeg havde håbet, at han ville rose mig for mine anstrengelser for at forskønne ejendommen, for jeg havde slidt hårdt og i en god mening. Men han var ikke glad for det og gik bort. Han var også misfornøjet af en anden grund: Jeg prøvede en gang fil at tale ham fra at krydse vandfaldet. Det var fordi ilden havde afsløret en fly følelse i mig - fuldstændig ny og helt forskellig fra kærlighed, smerte og de andre følelser, jeg allerede havde opdaget - det var frygten. Og den er skrækkelig! Bare jeg aldrig havde opdaget den, den giver mig mørke stunder, den spolerer min lykke, den får mig til at ryste og skælve og gyse. Men jeg kunne ikke få ham fra det, for han har endnu ikke oplevet frygten og kunne ikke forstå mig. Uddrag af Adams dagbog Måske bør jeg huske på, at hun er meget ung, en ren og skær pige endnu> og gøre hende visse indrømmelser. Hun er lutter nysgerrighed, iver livlighed, verden er for hende en yndig, mirakuløs, mystisk og frydefuld ting. Hun bliver stum af fryd, hvis hun finder en ny slags blomst, hun må kæle for den og kærtegne den, dufte til den og snakke med den og overøse den med ømme ord. Og så er hun farvegal: de brune klipper, det gule sand, det grågrønne mostæppe, det grønne løv, den blå himmel, morgenrødens perlemor, bjergenes purpurrøde skygger, de gyldne øer som flyder på det højrøde hav ved solnedgang, den bleggule måne, der sejler gennem skyernes forrevne tæppe, stjernernes ædelstene, som glitrer i det uendelige, uudnyttede rum – intet af alt dette har nogen praktisk værdi, så vidt jeg kan se, men farven og flotheden alene er nok for hende, det bringer hende fra vid og sans. Hvis hun kunne falde til ro og holde mund bare et par minutter, ville det være et ganske harmonisk syn. I så fald tror jeg næsten, at jeg kunne nyde synet af hende; ja, det er jeg faktisk sikker på> at jeg kunne, for det er ved at gå op for mig, at hun er et helt usædvanligt nydeligt væsen: bøjelig, slank, velpudset og afrundet, velskabt, adræt og yndefuld. Og en dag, da hun stod oppe på en stor sten, marmorhvid og omspændt af solens stråler, med det unge hoved kastet tilbage og med den ene hånd skyggende over øjnene for at følge en fugl i dens flugt henover himlen, lagde jeg mærke til, at hun var smuk.
Mandag middag. Hvis der er nogetsomhelst på kloden, som ikke fanger hendes interesse, så står det i hvert fald ikke på min liste. Der er nogle dyr, som er mig ligegyldige, men sådan har hun det ikke. Hun foretager ingen diskrimination, men tager dem alle til sig, anser dem for kostbare skatte, med samme begejstring for hvert nyt dyr. Den dag den enorme brontosaurus kom masende ind i lejren, anså hun det for et stort held, mens jeg betragtede det som en katastrofe. Det er et godt eksempel på den mangel på harmoni, der hersker i vort syn på sagerne. Hun ville’ have den som husdyr, mens jeg foreslog, at vi tilbød den en lille souvenir fra stedet og derpå fik den til at fortrække. Hun var overbevist om, at den kunne tæmmes ved hjælp af kærlig behandling og blive et sødt kæledyr. Jeg bemærkede, at et kæledyr, hvis proportioner var 21 fod i højden og 84 fod i længden, ville være en lidt besværlig tingest at have traskende omkring huset, eftersom den – dens eventuelle gode hensigter og venlige væsen i øvrigt ufortalt – kunne komme til at sætte sig på huset og pulverisere det, for det fremgik tydeligt af dens blik, at den var temmelig åndsfraværende.
Men nej, hun havde sat sig i hovedet, at vi skulle beholde bæstet. Hun havde tanker om at starte et mejeri og ville have mig til at hjælpe med at malke den. Jeg afslog, det var for risikabelt. For det første var den ikke hunkøn, og for det andet havde vi ingen stige. Så ville hun op og ride på den for at nyde udsigten. Der lå 30–lO fod af dens hale hen ad jorden, som en fældet træstamme, og hun regnede med at kunne klatre op den vej; hun tog fejl. Da hun nåede til det stejle sted, var den for glat, hun drattede ned og ville have slået sig, hvis jeg ikke var løbet til.
Men så var hun vel tilfreds? Nej. Kun dag klare beviser tilfredsstiller hende. Uprøvede teorier ligger ikke for hende, hun regner dem ikke. Jeg indrømmer, at det er den rette indstilling; den fængsler mig, og jeg kan mærke, at jeg er påvirket af den. Hvis vi var mere sammen, kunne jeg måske selv få den indstilling. Nå, men hun havde endnu en teori at afprøve på kolossen: hun mente, at hvis vi kunne få ham tam og venligsindet, kunne vi sætte ham i floden og bruge ham som bro. Det viste sig, at han allerede var rigeligt tam, til hendes formål i det mindste, så hun prøvede teorien. Den slog fejl. For hver gang hun havde fået ham ordentligt anbragt ude i floden og vadede i land for at prøve at gå over ham, dykkede han op og fulgte i hælene på hende som et kælent bjerg. Det er ligesådan med de andre dyr. Sådan opfører de sig også.

Fredag. Tirsdag, onsdag, torsdag og idag er gået uden et glimt af ham. Det er lang tid at være alene. Men det er alligevel bedre at være alene end føle, man kommer til ulejlighed.
Noget selskab måtte jeg have – sådan er jeg indrettet, tror jeg – så jeg gjorde mig til venner med dyrene. De er noget så søde, og deres væsen og væremåde er så venlig. Aldrig ser de sure ud, aldrig føler man, at man trænger sig på, de smiler til ‘n og logrer med halen, hvis de har en, de er altid oplagt til en rask tagfat eller en lille skovtur, eller hvad man nu selv har lyst til. Jeg synes, de er fuldendte gentlemen. Alle disse dage har vi haft det så morsomt, og jeg har ikke haft det spor ensomt. Nej, ensomt! Himmel og hav, der er altid en hel sværm omkring mig – den fylder sommetider flere tønder land – de kan slet ikke tælles. Og hvis man kravler op på en klippe midt i flokken og kigger ud over disse vidder af dyrerygge, er det så spraglet og overstænket med lystige farver og glitter og solglimt og kruset af striber på kryds og på tværs, at man skulle tro, det var et hav – hvis man altså ikke vidste bedre. Og der er hele skyer af indladende fugle, deres svirrende vinger er som hvirvelstorme; og når solen skinner ned igennem hele forvirringen, så blusser det op i alle regnbuens farver, så man bliver helt blændet.
Vi har foretaget lange udflugter, og jeg har set det meste af verden, tror jeg nok. Så jeg er den første opdagelsesrejsende – og den eneste. Når vi ligger på march, er det et imponerende syn – der findes ikke magen til. Af magelighedsgrunde rider jeg på en leopard eller en tiger, de er nemlig bløde og har runde rygge, som passer til mig, og så er de så kønne. Men på lange strækninger, eller når jeg vil nyde udsigten, rider jeg på elefanten. Han hejser mig op med snabelen, men jeg kan selv komme ned. Når vi skal til at slå lejr, sætter han sig på jorden, og jeg glider ned ad bagvejen.
Dyrene og fuglene er søde mod hinanden, og der er aldrig skænderier. De taler alle sammen, og også til mig, men det må være et fremmed sprog, for jeg kan ikke fatte et muk af hvad de siger. Men de forstår tit mig, når jeg svarer, navnlig hunden og elefanten. Det gør mig skamfuld, for det viser, at de er højere begavet end jeg og derfor mine overmænd. Det ærgrer mig, for jeg vil helst selv være det vigtigste forsøg . . . men det skal jeg også nok blive.

Jeg har lært mig en hel del ting, så nu er jeg uddannet – det var jeg ikke i starten. I starten var jeg rigtig uvidende, og det irriterede mig. For hvor meget jeg end havde øjnene med mig, så lykkedes det mig aldrig at være i nærheden, når vandet løb op ad bakke. Men nu generer det mig ikke. Jeg har eksperimenteret og eksperimenteret, indtil jeg var vis på, at det faktisk aldrig løber op ad bakke, undtagen når det er mørkt. I mørket må det gøre det, eftersom søen jo aldrig tørrer ud, hvad den begribeligvis ville gøre, hvis vandet ikke kom tilbage om natten. Det bedste er at efterprøve tingene ved realistiske forsøg, så er man sikker. Hvis man derimod forlader sig på antagelser og gætterier, bliver man aldrig uddannet.
Der er ting, man aldrig kan finde ud af, men man kan aldrig vide med sikkerhed, at det er umuligt, hvis man bare gætter og gisner. Næh, man må have tålmodighed og blive ved med at lave forsøg, indtil man finder ud af, at man ikke kan finde ud af dem. Og det er pragtfuldt at have det sådan, det gør verden så interessant. Hvis der ikke var noget at finde ud af, ville den være kedsommelig. Det er ligeså interessant bare at prøve at finde ud af noget uden at finde ud af det, som det er at prøve på at finde ud af noget og så faktisk finde ud af det, eller hvad skal man sige. . . Ja, vandets hemmelighed, for eksempel, det var en hel skat, indtil jeg fandt den; men så gik spændingen af det, og jeg følte det, som om jeg var blevet fattigere.
Af erfaring ved jeg, at træ flyder, ligesom tørre blade og fjer og en masse andre ting; og denne stak af indicier viser én, at en klippe også ville flyde, men man må slå sig til tåls med, at det er sådan, for her kan man jo ikke eftervise det – endnu da. Jeg skal nemlig nok udpønse en metode – men så er den spænding væk. Den slags gør mig ked af det, for når jeg lidt efter lidt har fundet ud af det hele, vil der ikke være mere spænding tilbage, og jeg elsker altså spænding! Forleden aften kunne jeg slet ikke sove af bare spænding.
I starten kunne jeg ikke regne ud, hvad jeg var beregnet til, men nu tror jeg, at det er d’t: at udforske denne vidunderlige verdens hemmeligheder, fryde mig over dem og takke Skaberen af det hele for hans opfindsomhed. Jeg tror stadig, jeg har meget at lære – det håber jeg faktisk. Og hvis jeg passer på ikke at ødsle og skynde mig altfor meget, kan det vist vare i mange uger. Forhåbentlig.
Hvis man kaster en fjer op i vejret, sejler den gennem luften og forsvinder; men hvis man så smider en Sten op i luften, forsvinder den ikke. Den kommer ned igen, hver eneste gang. Jeg bar prøvet masser af gange, men det er altid det samme. Nej, selvfølgelig kommer den ikke rigtig ned, men hvorfor lader den som om den gør? Det er vist en slags optisk bedrag. En af delene altså, men hvad for en? Måske fjeren, måske stenen, jeg kan ikke bevise hvilken, jeg kan bare påvise, at ‘n af delene må være svindel, så må man selv vælge hvilken.
Af iagttagelser ved jeg, at stjernerne ikke vil holde evigt. Jeg har set nogle af de allerpæneste smelte og løbe ned over himlen. Hvis ‘n kan smelte, så kan de alle sammen; og hvis de alle sammen kan smelte, så kan det også ske på én nat. Den sorg vil indtræffe – jeg ved det bestemt. Jeg har i sinde at sidde oppe hver eneste nat, og se på dem så længe jeg kan holde mig vågen. Så vil jeg indprente hele det glimtende felt i hukommelsen, så jeg, efterhånden som de forsvinder, i min fantasi kan sætte hele det henrivende mylder tilbage på den sorte himmel og få dem til at funkle igen, og det vil se ud som om der er det dobbelte antal på grund af mine øjnes tåreslør.

Efter syndefaldet

Når jeg tænker tilbage på haven, er den som en drøm. Den var dejlig, mageløst dejlig, henrivende dejlig. Og nu er den gået tabt, og jeg får den aldrig mere at se.
Haven er gået tabt, men jeg har fundet ham> så jeg er tilfreds. Han gør sit bedste for at elske mig, og jeg elsker ham med hele min naturlige h.’denskabs kraft. Den kommer nok af min ungdom og mit køn. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg elsker ham, må jeg indrømme, jeg ikke ved det, og at det ikke er mig særlig om at gøre at få det at vide. Jeg går ud fra, at denne slags kærlighed ikke er et produkt af fornuftgrunde og beregninger, som når man holder af andre kryb- eller pattedyr. Men sådan skal det nok være. Visse fugle holder jeg af på grund af deres sang; men jeg elsker ikke Adam på grund af hans sangstemme – nej, det er ikke det! Jo mere han synger, des sværere har jeg ved at forlige mig med det. Alligevel beder jeg ham om at synge, for jeg vil lære at holde af alt det, som han interesserer sig for. Jeg tror bestemt, jeg kan lære det, for i begyndelsen kunne jeg ikke holde det ud, men det kan jeg da nu. Mælken bliver sur af det, men det gør ingenting. Jeg kan vel vænne mig til den slags mælk.
Det er ikke på grund af hans begavelse, jeg elsker ham – nej, det er ikke det. Men han skal ikke høre et ondt ord for, at hans begavelse er som den er; det er jo ikke ham selv, der har lavet den. Han er, som Gud har skabt ham, og det er nok. Der er en dybere hensigt med den, det er jeg vis på. Når tiden er inde, vil den udvikle sig, selvom det vist ikke kan ske med ‘t slag; og for øvrigt haster det ikke, han er god nok som han er.
Det er ikke på grund af hans galante og betænksomme væsen eller hans taktfuldhed, jeg elsker ham. Nej, i den henseende lader han en del tilbage at ønske, men han er god nok alligevel, og han forbedrer sig.
Det er ikke på grund af hans flid, jeg elsker ham – nej, det er ikke det. Inderst inde er han vist flittig, og jeg ved ikke, hvorfor han skjuler det for mig. Det er det eneste der piner mig. Men ellers er han oprigtig og åbenhjertig overfor mig nu, jeg er sikker på, at han ikke skjuler noget andet for mig. Det smerter mig, at han skal have hemmeligheder for mig, undertiden holder tankerne mig vågen, men jeg vil slå det ud af hovedet. Det skal ikke anfægte min lykke, som ellers flyder over alle bredder.
Det er ikke på grund af viden og dannelse, jeg elsker ham – nej, det er ikke det. Han har lært sig selv, hvad han ved, og det er ikke så lidt, men egentlig dannelse – nej.
Det er ikke på grund af hans ridderlighed, jeg elsker ham – nej, det er heller ikke det. Han gjorde indtryk på mig, men det var ikke hans skyld, det er vist en kønsejendommelighed, og han har ikke selv skabt Sit køn. Jeg ville naturligvis aldrig søge at gøre indtryk på ham, så hellere dø. Men det er også en kønsejendommelighed, og jeg roser mig ikke af det, for jeg har jo ligeså lidt skabt mit køn.
Men hvorfor elsker jeg ham da? Simpelthen, tror jeg, fordi han er hankøn.
Han er god på bunden, og det er en grund til at elske ham, men jeg ville elske ham, selvom han ikke var. Om han så pryglede og misbrugte mig, ville jeg blive ved med at elske ham. Helt bestemt. Det er et spørgsmål om køn, tror jeg.
Han er stærk og smuk, og det er en grund til at jeg elsker ham, ja, beundrer ham og er stolt af ham, men selv uden disse egenskaber kunne jeg elske ham. Selvom han var grim, ville jeg elske ham. Selvom han var et forsumpet vrag, ville jeg elske ham og slide for ham, trælle for ham, og bede for ham – og våge ved hans leje til min død.
Ja, jeg elsker ham vist simpelthen fordi han er min, og fordi han er hankøn. Jeg kan ikke se nogen andre grunde. Og derfor er det nok, som jeg begyndte med at sige: at denne slags kærlighed ikke er noget produkt af fornuftgrunde eller beregninger. Den opstår bare – ingen ved hvoraf – og kan ikke forklares. Den behøver heller ikke forklares.
Sådan ser jeg nu på det. Men jeg er jo bare en pige, tilmed den første, der har udforsket dette spørgsmål, og det kan da godt være, at det viser sig, at jeg i min uvidenhed og uerfarenhed har fået galt fat på det.

Fyrre år senere

Jeg håber og beder til, at vi må forlade dette liv Sammen – en bøn, som aldrig skal forstumme på jorden, men skal lyde i hver elskende kvindes hjerte indtil tidernes ende, og den skal være et minde om mig.
Men hvis én af os må først herfra, beder jeg til, at det bliver mig. For ban er stærk, mens jeg er svag, jeg er ikke så uundværlig for ham, som han er for mig – livet uden ham ville ikke være noget liv. Hvordan skulle jeg udholde det? Også denne bøn er udødelig, og skal aldrig ophøre med at lyde, sålænge min slægt er på jorden. Jeg er den første hustru; den sidste skal gentage mine ord.

Ved Evas grav

ADAM: Hvor hun var, det var Paradisets Have.

Se også

Bryllupssang Melodi:  Jeg plukker fløjlsgræs Til bryllupsgilde i Kliplev Kirke, vi glædet har os til denne dag. Skønt I i Næstved har jeres virke, i Sønderjylland der festes ska´.
Til alle roligans Art: Brev Emne: Fodbold Efter den sidste kamp ved VM, har DBU besluttet af købe nye spillere, de vil blive placeret på følgende måde : ANGREB: 2 jøder,
Kombi Kære Tom & Anne Jeg fylder 30 den 24. august i år, og erkendelsen var en smule hård. For det betyder vist et krydderi, jeg ikke så
Ægteskabsloven Melodi:  Jeg vil bygge en verden Ja, vor pige, i dag vi fortælle dig tør, hvordan ægteskabsloven ser ud, om hvordan paragrafferne udtydes bør for en ovenud lykkelig
XX fylder XXti Melodi:  Moar jeg skal tisse Det med fed (sat i ” “) skrift synges af damerne Resten synges af herrerne. XX han fylder XXti – “Gør han?” –
På min konfirmationsdag ... Melodi:  Jeg er havren Disse to jeg sidder mellen her, dem en tak jeg skylder hver især, de har hjulpet mig med næsten alt, også denne dyre fest
Til mor & far Dette er en stor minde dag for os alle…især for mig. For at gøre dette kort og ikke for pinligt, vil jeg bare sig 1000 tak til
Smuk som et brudepar Melodi:  smuk som et stjerneskud På en forårsdag, Under kirke-tag xx har jo ramt dig. Ser de stjerne-blå, Og det lyse hår, Hendes kærlig hjerte Hun er bare
Jeg så julemanden kneppe... Melodi:  Jeg så julemanden Kysse mor Jeg så julemanden kneppe mor I går aftes på vor’ sofabord Jeg selv lå på min Briks Med et gammelt Weekend-Sex Så
Nikolines konfirmation Melodi:  Jeg har min hest jeg har min lasso Så blev du konfirmeret i kirken her i dag Og vi har fabrikeret en lille munter sag. Du har

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *