Melodi: Jeg elsker den grønne den vaklende rønne
Vor dreng nu i dag
vi så glade konfirmere,
han vil være voksen,
men er det vist ej.
For verden vi glad ham
nu skal præsentere,
det er ikke nemt,
og det er ikke leg.
Vi husker jo alle –
de barndommens dage,
da du var en glad
lille kærnesunde gut,
den tid er nu borte,
og fremad du age
mod målet du stræber
med fart og med fut.
Se, tiden der gik blev
en rigdom på minder,
med vemod og glæde
vi tænker derpå,
den gav os en lykke,
som aldrig vi finder,
men det kan den ungdom
slet ikke forstå.
En plades her i livet
du skal dig nu finde,
at spå frem i tiden,
man slet ikke bør,
med smilet på læben
du meget kan vinde,
bevar blot i sindet
dit gode humør.
Og dersom i livet
no’et uventet hænder,
du ikke kan klare –
selvom du er stor,
så husk, kære ven,
du har trofaste venner,
du hjælpen kan finde
hos din egen mor.
Vær ærlig i tale –
reel i din gerning,
vær trofast mod hjemmet –
mod din egen mor,
så vinder du altid
med lykkens guldterning,
tilfredsheden trives
i fuldeste flor.
Vi elsker den skønne,
den vaklende verden,
atomer og krig gør
den gammel og svag.
I unge, vi håber,
i al jeres færden
vil bygge den op –
blot i fred og fordrag.
Ja, det vat lidt alvor,
det skulle dig hærde,
glem ikke dit hjem,
hvor din barndom er trådt,
den stund da du fødtes,
da tændtes en kerte
for dem som dig elsker,
og ønsker dig godt.
Nu for konfirmanden
vi rejser os alle,
og fatter vort glas
og udbringer en skål!
For vor konfirmand
og et hurra skal gjalde,
vi ønsker dig lykke
med fremtidens mål!