Melodi: Der sad 2 katte på et bord
En lille en på tuden
til de “næse-vise”
Nu skal vi ha’ et lille hip,
kvitte vitte vit bom bom
om vores søde næsetip,
kvitte vitte vit bom bom.
Vi vil i vort selskab gerne gi’,
kvitte vitte vitte vitte vit bom
bom.
En lille næse biografi,
kvitte vitte vit bom bom.
Vi nævner XX næse først
skønt denne næse ej er størst.
Den romerske var, hvis bare ej,
den buede den gale vej.
Enhver kan se at XX han har
et flot og nobelt eksemplar.
Når den om vint’ren fryse blå
for den en muffedisse på.
Vor XX klager sig så tit.
For XX’s næse drypper lidt.
Vi tror det er hans drømmemål
at få en næse-underskål.
Om XX intet ondt skal si’s,
den tud dog ej får førstepris.
Han syntes selv den er så fin,
vi andre næsten dør af grin.
Tanterne vi mangler ej,
for XX næse viser vej.
Han ta’r sig en lille lur,
imens vi tror han er på tur.
Se XX er en herlig fyr,
med næse som en præmietyr.
Om ham det rygte ofte går,
at han den tit i klemme får.
Om XX’s flotte snotkanal
den bugter sig i bakke dal,
den ofte nok må stå for skud,
men den ser også farlig ud.
Og XX næse er abstrakt.
den ligner da en stikkontakt
en tryne er det rette ord,
den er jo både grim og stor.
En næse den kan være fræk,
men XX den er altid kæk,
den ofte er en kende rød,
når den for længe lå i blød.
Vi råber må et kæmpehyl –
se blot på XX’s spidse syl.
Hun har et kæmpe snudeskaft;
men det har hun jo altid haft.
Se på XX tågehorn
i øjet er en vældig torn,
den skinner tit i råt og blåt,
men den bli’r også tit dyppet godt.
Vi nu på XX næse glor,
og hun sig altid rigtigt kro’r,
men lad skynde os – ved gud,
hvor ser den dog forfærd´lig ud.
Har XX mon virk’lig altid haft,
et så forkrøblet snudeskaft?
Hvis denne ret beskives skal,
to ekstra vers vi mindst må ha’.
Nu kunne I vel tåle spøg’n?
kvitte vitte vit bom bom
En del var sandt, men mest var I
kvitte vitte vit bom bom
Vi håber inden hjem vi går,
kvitte vitte vitte vitte vit bom
bom.
En ekstra næse på vi får,
kvitte vitte vit bom bom
SKÅL