Melodi:  Jeg plukker fløjlsgræs
Noget om kraft.
Mel : Jeg plukker fløjlsgræs
Med store undrende øjne går jeg,
hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld går jeg
og ser mod himlen og spørger blidt :
Hvem opfandt lærken og nattergalen ?
Hvem satte knopper på birk og bøg ?
og hvem bestemte, at netop svalen
sku’ være svale og gøgen gøg ?
Hvad er det dog for en slags reflekser
der kalder pindsvin og tusser frem ?
og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem ?
Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.
Men ingen svarer fra skjulte egne
og giÂ’r os grundig og god besked,
så jeg må svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved :
Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille Gud, der er evig stor.
Jeg tror, han danser i altings hjerte.
Jeg tror, han hviler i altings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsort fløjt og i hundeglam.
Og hvis de lytter til tudens kvækken
og lammets brægen så er det ham.
Han er i regn og hvor støv må tørste.
I vandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste, i alt det størst.
Den mindste enhed. Den største kraft.
Hør blæsten synger din sang, veninde !
Se, træet blomstre på barnets bud !
Jeg tror der lever et barn dybt inde,
en kraft, som aldrig kan drives ud.