Melodi: Jeg elsker den grønne den vaklende rønne
Herrerne :
Jeg elsker min hustru, den smilende søde,
ved aften fra hende jeg nødigt vil gå.
Damerne :
Hvorfor kommer du da så sent hjem fra møde,
den ting kan jeg altså slet ikke forstå.
Herrerne :
Jeg elsker ved fortidens minder at dvæle,
min elskede pige i øjet jeg så.
Damerne :
Du rystede, blot du et kys skulle stjæle,
det kunne jeg den gang slet ikke forstå.
Herrerne :
Jeg husker vort bryllup, min glæde ved skatten,
jeg pænt ved min elskede hustru jo lå.
Damerne :
Nu snorker du noget så fælt hele natten,
og det kan jeg altså slet ikke forstå.
Herrerne :
Jeg elsker de børn, som til mig du har givet,
de drenge, de piger, ja store og små.
Damerne :
At mændene kommer så let gennem livet,
ja, det kan vi kvinder slet ikke forstå.
Herrerne :
Jeg elsker, når mutter i stadsen er kommen,
med hende en tur ud i byen at gå.
Damerne :
men nødigt du tager din pung op af lommen,
og det kan jeg altså slet ikke forstå.
Herrerne :
Jeg elsker min pyntede, dejlige kone,
hvor herligt med hende en foxtrot at få.
Damerne :
Til hårets frisering jeg be’r om en krone,
men tænk, det kan herrerne ikke forstå!
Herrerne :
Om søndagen elsker jeg kaffe med mere,
og da vil jeg nødigt af fjerene gå.
Damerne :
Men kaffen på sengen for mig at servere,
ak nej, det kan Fatter slet ikke forstå.
Herrerne :
Vi elsker en smule i glasset at kikke,
en højfin cigar vil vi ikke forsmå.
Damerne :
Når I kommer hjem med en ondartet hikke,
er konen lidt kold, det er let at forstå.
Herrerne :
Derfor jeg af hjertet nu Mutter vil takke,
for alle de goder, som hun lod mig få.
Damerne :
Ja, giv mig en hat og en ny sommerfrakke,
for det kan jeg altså langt bedre forstå.
Alle :
Som hustru og mand har vi dog samme mening,
og den vil vi hævde, til vi bliver grå,
at holde et gilde i herlig forening,
er noget vi alle vist nok kan forstå!